Kernen i dommen er spændingen mellem nationale integrationsmål og EU’s grundlæggende ligebehandlingsprincipper. Den danske stat har fastholdt, at loven primært adresserer sociale og økonomiske forhold med det formål at modvirke parallelsamfund og koncentreret fattigdom. EU-Domstolen peger imidlertid på, at når etnicitet – direkte eller indirekte – bliver et afgørende kriterium, påhviler det staten at dokumentere, at indgrebene er både nødvendige og proportionale. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt mindre indgribende alternativer er blevet tilstrækkeligt undersøgt, og om lovens faktiske konsekvenser står mål med dens erklærede formål.