Data viser samtidig, at stress ikke længere er en undtagelse, men en udbredt tilstand. En betydelig del af den arbejdende befolkning oplever konstant træthed, lav energi og vanskeligheder ved at håndtere hverdagens krav. Sammenlignet med tidligere målinger er der flere, som oplever deres situation som overvældende, hvilket peger på arbejdsvilkår som en central faktor frem for individuelle coping-evner.

Samtidig falder den oplevede livskvalitet i centrale grupper. En stigende andel vurderer deres trivsel som middel eller lav, særligt blandt unge og personer med ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er bemærkelsesværdigt i et land med høj velstand og en stærk velfærdsmodel, og det indikerer, at økonomisk stabilitet ikke i sig selv sikrer oplevet trivsel.

Social deltagelse er et andet område med tydelige ændringer. Flere mennesker rapporterer ensomhed, svage sociale relationer og begrænset deltagelse i fællesskaber. Dette gælder især unge og ældre. Ensomhed bliver i stigende grad betragtet som et samfundsmæssigt problem med betydning for både folkesundhed og arbejdsmarkedets funktion, snarere end et privat anliggende.

Resultaterne viser også en klar sammenhæng mellem trivsel og ulighed. Personer med lavere indkomst og uddannelsesniveau har markant højere sandsynlighed for at opleve stress, rapportere dårligere helbred og have lavere grad af social deltagelse. Denne forskel ser ud til at vokse over tid, hvilket indikerer, at uligheden ikke mindskes, men forstærkes.

Livsstilsfaktorer forstærker disse mønstre. En stor del af befolkningen rapporterer for lidt fysisk aktivitet og problemer med søvn, hvilket hænger tæt sammen med mental sundhed og evnen til at fungere i arbejdsliv og hverdag.

Samlet peger resultaterne på en strukturel konklusion. Udfordringerne i Danmark handler ikke primært om individuelle valg eller enkeltstående helbredsproblemer, men om de vilkår, mennesker lever og arbejder under. Stress, faldende trivsel blandt unge, stigende ensomhed og vedvarende ulighed hænger sammen i et samlet pres.