Et af de områder, vi arbejder med i Foreningen Dansk Socialarbejde, er inklusion. Det er et bredt begreb, der spænder fra deltagelse i samfundslivet og adgang til beskæftigelse og uddannelse til digital inklusion, mobilitet, kultur, kommunikation og muligheden for at leve et selvstændigt liv.

Men jo mere vi arbejder med området, desto oftere vender vi tilbage til det samme spørgsmål: Hvad betyder inklusion egentlig i hverdagen?

Politikker kan være udviklet med inklusion for øje. Tilbud kan formelt være åbne for alle. En bygning kan opfylde bestemte krav til tilgængelighed. Men intet af dette er i sig selv en garanti for, at et menneske faktisk kan gennemføre en helt almindelig aktivitet – finde den nødvendige information, vurdere om et sted eller tilbud passer til ens behov, komme derhen og bevæge sig mellem forskellige tilbud, uden at sammenhængen undervejs bryder sammen.

Det er denne forskel mellem formel tilgængelighed og reel anvendelighed, der fik os til at se nærmere på tilgængelighed som en praktisk dimension af inklusion.

Vi begyndte med at kortlægge det, der allerede findes

Når organisationer arbejder med et socialt problem, kan det være fristende hurtigt at springe til løsninger: en ny platform, en app eller en database. Vi ønskede at begynde et andet sted. Før vi overhovedet overvejede en løsning, havde vi brug for at forstå det miljø, den i givet fald skulle fungere i.

Derfor kortlagde vi tilgængelighedslandskabet i Danmark. Ikke for at bevise, at Danmark har et problem, og heller ikke ud fra en antagelse om, at de eksisterende systemer ikke fungerer. Spørgsmålet var mere grundlæggende: Hvad findes allerede? Hvem gør hvad? Hvor fungerer systemet godt, og hvor skal mennesker stadig selv finde vej mellem tilbud og informationskilder, der ikke nødvendigvis hænger sammen?

Kortlægningen omfattede blandt andet tilgængelig turisme, information om og vurdering af tilgængelighed, ruter og mobilitet, offentlig transport, digitale værktøjer, handicaporganisationer, beskæftigelse, forskning, teknologi og medier med fokus på handicapområdet.

Danmark begynder ikke fra nul

Vi gik ind i arbejdet med en forventning om at finde mangler. Det, vi først og fremmest fandt, var en allerede omfattende infrastruktur.

God Adgang / Access Denmark tilbyder professionelt registrerede oplysninger om tilgængeligheden på en lang række steder. Det er ikke blot et kort, hvor virksomheder selv beskriver sig som tilgængelige. Steder registreres, konkrete forhold dokumenteres, og der tages højde for forskellige brugerbehov.

Naturstyrelsens Udinaturen indeholder mere end 150 tilgængelige ruter med oplysninger om blandt andet rutelængde, stigninger, handicaptoiletter og adgangsforhold. Der findes desuden løsninger inden for offentlig transport og handicapassistance, turistorganisationer formidler information om tilgængelighed, og specialiserede digitale tjenester dækker konkrete behov som handicaptoiletter og parkering. Danmark har samtidig et stærkt netværk af handicaporganisationer og betydelig erfaring inden for inkluderende beskæftigelse, forskning, hjælpemidler og medier, hvor mennesker med handicap selv kommer til orde.

Det ændrede vores spørgsmål. I stedet for at spørge, hvilken tilgængelighedsløsning Danmark mangler, begyndte vi at undersøge, hvor godt de eksisterende elementer hænger sammen set fra perspektivet hos et menneske, der faktisk skal bruge dem.

Gode enkeltstående tilbud skaber ikke automatisk en sammenhængende oplevelse

Forestil dig en person med handicap, der planlægger en helt almindelig dag uden for hjemmet. Oplysninger om destinationen findes måske ét sted. Information om offentlig transport et andet. Bygningens konkrete adgangsforhold skal findes via en tredje kilde. Et handicaptoilet kan kræve endnu en tjeneste at lokalisere. Og de lokale forhold på ruten frem til destinationen er måske slet ikke beskrevet.

Samtidig er det ikke sikkert, at de oplysninger, der var tilgængelige hjemmefra, svarer fuldt ud til det, personen møder undervejs.

Hver enkelt del kan altså være nyttig, samtidig med at den samlede oplevelse stadig er vanskelig at navigere i.

Det blev et af de tydeligste mønstre i vores kortlægning: Tilgængelighed handler ikke kun om, hvorvidt de enkelte steder er tilgængelige. Det handler også om, hvorvidt forbindelserne mellem dem fungerer.

Vi følger konkrete situationer frem for kun at vurdere systemer hver for sig

Derfor er vi begyndt at se på inklusion gennem konkrete hverdagssituationer frem for udelukkende gennem de enkelte tilbud.

I stedet for kun at spørge, om en bestemt bygning, hjemmeside eller transportløsning er tilgængelig, forsøger vi at følge hele forløbet: Hvad prøvede personen at gøre? Hvilken information var tilgængelig på forhånd? Hvad fungerede, og hvad fungerede ikke? Var barrieren fysisk, digital, informationsmæssig eller organisatorisk? Og fungerede de systemer, der hver for sig er udviklet med tilgængelighed for øje, faktisk sammen?

Denne tilgang kan synliggøre problemer, som er svære at få øje på, når organisationer vurderer deres egne tilbud isoleret.

Men den kan også vise det modsatte: hvilke eksisterende løsninger der allerede fungerer godt og bør styrkes frem for at blive erstattet eller kopieret.

Teknologi er kun én del af svaret

Når information er fragmenteret, er den umiddelbare reaktion ofte: Vi har brug for en ny platform.

Men endnu en platform skaber ikke automatisk større inklusion. Hvis den kopierer oplysninger, der allerede findes, kræver at organisationer vedligeholder endnu en database eller giver brugerne endnu en applikation at navigere i, kan resultatet i stedet blive mere fragmentering.

Det mere relevante spørgsmål er derfor: Hvilket konkret problem kan ny teknologi løse, som det eksisterende økosystem ikke allerede håndterer?

Svaret kan være et nyt digitalt produkt. Men det kan lige så godt være bedre integration mellem eksisterende systemer, en manglende standard for data eller ganske enkelt et tættere organisatorisk samarbejde.

Vores erfaring fra kortlægningen er, at problemet ofte først bliver synligt, når man følger et konkret menneskes vej gennem systemet fra begyndelse til slutning.

Research før intervention

Det er ved at udvikle sig til et arbejdsprincip for os.

Vi ønsker ikke at begynde med en på forhånd fastlagt løsning og derefter lede efter dokumentation, der kan begrunde, hvorfor den skal udvikles. Vi vil begynde med det eksisterende økosystem – organisationerne, den offentlige infrastruktur, data og forskning – og holde dette op mod erfaringerne hos de mennesker, systemerne er sat i verden for at hjælpe.

Vores første kortlægning peger på, at Danmark allerede har et omfattende landskab af tilbud, viden og infrastruktur på tilgængelighedsområdet.

Det næste behov er derfor ikke nødvendigvis flere tilbud.

Det kan lige så meget være bedre forbindelser mellem dem, der allerede findes.